Landseeren hører også i dag til de meget sjældne og desværre ukendte hunderacer, men sådan har det ikke altid været. For omkring 200 år siden blev de første eksemplarer bragt til Europa fra New Foundland.

Fiskere fra England og Frankrig, som i løbet af sommeren opsøgte de rige fiskepladser ved New Foundland,stødte på disse hunde her. Pga. deres tiltalende fremtræden tog de først enkelte og senere flere med hjem. Som "New Foundlænder" blev de udbudt til salg, især i fiskerihavnene Pool og Bristol, hvor skibene kom i havn fra New Foundland. De blev meget populære hos publikum pga. deres enestående menneskevenlige væsen.

Deres gode rygte bredte sig så hurtigt, at der snart ikke kunne skaffes nok hunde fra øen, til at man kunne tilfredsstille efterspørgslen. Naturligvis blev følgerne deraf, at alt for mange hunde blev bragt herover. Sådan uddøde den store, hvide-sorte "New Foundlandhund" i sit hjemland i den første del af det forrige århundrede.

I England opblomstrede racen derimod på grund af raffineret opdrætterarbejde, som fortsatte indtil midten af forrige århundrede.

Disse hvid-sorte første "New Foundlændere" var også dem, som gjorde denne race så berømt, og snart manglede denne dekorative hund ikke på noget større landsted i England. Betydende personligheder på denne tid lod sig portrættere sammen med deres "New Foundland", eller de bestilte et billede af deres yndlingsdyr hos de kendteste dyremalere på denne tid. Disse billeder af racen viser os i dag, på hvilke høje opdrætterniveau racen befandt sig i begyndelsen af det forrige århundrede, og man spørger sig uvilkårligt, hvordan dette forædlede billede af racen på så relativ kort tid kunne nås. Desværre er der intet svar på det, for det var ikke sædvanligt at have stamtavler på hunde og dermed også stambøger på det tidspunkt.

Forbavsende hurtigt voksede kendskabet til "New Foundlænderen" også ud over Englands grænser, det afgørende var en usædvanlig hund og en berømt maler som portrætterede denne hund.

Maleren var Sir Edwin Landseer, som skabte det berømte billede i 1837 "Et værdigfuldt medlem af livredderselskabet", og dermed udløste et sandt Landseerboom! Derfra betegnede man disse hunde som Landseer, og under dette navn kender man i dag disse hvid-sorte højbenede, slanke hunde fra New Foundland.

Paul Pry's livshistorie - det var hundens navn, som Sir Edwin fremstillede på sit berømte maleri - var i virkeligheden usædvanlig: Først reddede han sin ejer ved et skibsbrud i sidste øjeblik, ved et andet skibsbrud lykkedes det ham dog ikke bringe sin ejer levende i land.

Fra nu af levede han alene ved Themsens bredder, hvor han fra vandkanten betragtede, hvad der gik for sig. Så snart noget faldt i vandet, som efter hans mening ikke skulle falde i, hentede han det op igen.

Denne "redningsiver" var som New Foundlænder medfødt. På New-Foundlandøen hjalp hundene nemlig med ved fiskeriet og beviste deres kunnen i svømning og dykning. Deres udbredelse til Europa havde ingen indvirkning på deres vandlidenskab. Det er endnu i dag et af de væsentlige karaktertræk for denne race. Hunden Paul Pry gjorde, hvad der var naturligt for den. Han gjorde det uden kommando, helt af fri vilje. Han hentede det op af vandet, som med eller uden skyld, faldt i, og det var især mennesker. Mange børn som legede ved bredden faldt i floden, og dem reddede han.

Som tak for sin indsats udnævnte livredderselskabet ham som æresmedlem og sørgede derefter for hans foder. Han blev i sin selvvalgte tjeneste meget gammel, og efter sin død satte man en mindesten for ham.

Sådan et hårdt liv i livredningstjenesten troede man måske ikke en racehund kunne yde, for Paul Pry var ingen indfødt New Foundlænder, han var avlet i England.

Men dette pragtfulde væsen, som gjorde disse første importhunde så populære og elskede, forblev også hos de avlede Landseer i forædlet form. Beskytteren, vandlidenskaben, dueligheden til at handle i det afgørende øjeblik; det alt sammen var kendetegn for et væsen, som vi også i dag kender og elsker vore Landseer for.

Englænderne eksporterede den gang talrige hunde til kontinentet.

Men moden ændrede sig og vendte sig imod andre racer. De første Sct. Bernhardshunde kom fra Schweiz til England og fascinerede mange hundeelskere med deres rød-hvide pelsfarve.

Opdrættet af den elskede Landseer faldt til jorden, og de forsvindende rester blandede man med den sorte New Foundlænder, som nu også var kommet til landet.

Englænderne krydser endnu i dag den hvid-sorte med den sorte hund fra New Foundland, selvom de på talrige områder, ikke kun på farven er forskellige.

Udviklingen forløb anderledes i andre dele af Europa ganske vist gik det langsomt med Landseeropdrættet og under den første verdenskrig gik det hele i stå, men i begyndelsen af trediverne lykkedes det igen, imod alle forventninger, med entusiastisk indsats fra en engageret opdrætter at få vendt udviklingen. Han samlede meget målbevidst de ringe rester af racen til et nyopdræt, uden ham var der givetvis ingen Landseer mere. I 1933 kunne han lade de første Landseerhvalpe fra opdrætter Von Schartenberg" indskrive i opdrætterbogen. Opdrætterens navn var Otto Walterspiel, München. Fra nu af gik det igen op ad bakke for Landseeropdrættet.

I 1960 blev de som egen race officielt anerkendt i FCI

Beskrivelse

En Landseer skal gerne give indtryk af en høj, kraftfuld og velafbalanceret hund. Benene er sammenligneligt længere end hos den sorte newfoundlænder, specielt hos hannerne.

Det er en elegant, harmonisk, atletisk og hårdfør hund. Øjnene er brune og næsen er sort. Den har tydelig svømmehud mellem tæerne. Halen skal gå lige ud fra kroppen..

Yderpelsen, på nær hovedet, skal være glat og så kraftig som mulig, blød at røre og med en god underpels, dog mindre kraftig end hos Newfoundlænderen. Hunde der lever meget indendørs kan dog tabe denne underpels. Hvis man stryger mod hårene skal pelsen falde naturligt på plads igen. Farven er hvid med kraftige sorte pletter på kroppen. Hals, bryst, mave, ben, og hale er hvide. Mindre sorte pletter på benene, samt sort ud på den første tredjedel af halen accepteres dog. Hovedet er sort med hvid snude samt en hvid blis.

Landseeren er en hund med et fremragende temperament. Modig, intelligent, god og næsten menneskelig.

Lord Byron skrev om en af denne race; ”Courage without ferocity, and all the virtues of a man without his vices.”

Det er også en tålmodig hund som er venlig mod gæster. Den er ædel, rolig, forsigtig, loyal og tillidsfuld, samt meget hengiven. De kan blive så tæt knyttede til deres ejere, at de kan have meget svært ved at tilpasse sig til et nyt hjem.

Landseeren er intelligent nok til at agere på egen hånd når det er nødvendigt. Den er beskyttende, men vil hellere placere sig selv mellem indtrængeren og hans familie, end gø og knurre. Den kan genkende en truende situation og vil typisk agere hvis familien er truet. Enhver hund, andet dyr, barn eller gæst uden dårlige intentioner, vil modtage en hjertelig velkomst. 

Landseeren er tålmodig, legesyg og den fødte babysitter, da den elsker børn og er meget omgængelig. Den elsker at være ude, men har også behov for selskab. Den drikker meget vand og har tendens til at sprøjte med det da den elsker at blive våd. De kan savle, men ikke ligeså meget som andre Gigantracer.

På trods af at hvalpene har brug for meget mad, så spiser den voksne Landseer ikke meget mere end en Retriever. De elsker at svømme, og hvis man backpacker i nærheden af vand, skal man ikke lade hunden bære soveposen, da man ellers nok skal indstille sig på en fugtig nat.

 Træningen skal generelt foregå i en rolig og afbalanceret tone, da de er meget følsomme overfor stemmeføringen.

Landseeren kan på grund af den store krop virke meget langsom, hvilket skal tages med i betragtning under træning.

Højde : Hanner 72-80 cm og tæver 67-72 cm

Vægt : Hanner 60-70 kg og tæver 50-60 kg